Skæbnetoner

Skønt SAUDADE ikke indeholder Fado-musik, er denne genre alligevel en vigtig nøgle til forestillingen. Det var i mødet med den, at hele projektet begyndte.

O Fado er en populær portugisisk musikstil, som kan spores tilbage til 1800-tallet. Rødderne går dog efter sigende helt tilbage til tiden før Reconquistaen – den kristne fordrivelse af de muslimske maurere fra den iberiske halvø, som afsluttedes i 1492.

Det var i Lissabons fattige kvarterer Mouraria, Alfama og Bairro Alto, at genren blomstrede op.
Fadoen var da også oprindeligt de udstødtes sang, men den rummer elementer, som appellerer på tværs af alle sociale skel. Den beretter om ulighed, ulykkelig kærlighed, drømmen om noget andet og bedre og ikke mindst om den nostalgiske længsel, Saudade, efter fortidens storhed. Altsammen ledsaget af melankolske og dramatiske melodier.

Konceptet SAUDADE

I det traditionelle teater skabes forestillinger ud fra et færdigskrevet manuskript. Rollerne i processen er fastlagt på forhånd, og målet med forløbet er at indfri instruktøren og dramaturgens kunstneriske visioner.

Denne gang er GoatEatsBox gået i den stik modsatte retning: I stedet for det traditionelle, hierarkiske forhold mellem skuespillere og instruktør, bygger SAUDADE på samarbejde og dialog. Ud fra virkelige fortællinger forhandler holdet sig i fællesskab frem til den endelige form, som præsenteres på scenen.

Derfor er det processen, der står i centrum. Konceptet bygger på det såkaldte ”devised theatre”. Devising betyder at opfinde og udtænke – SAUDADE er blevet opfundet ved i fællesskab at tænke ud fra historiernes kerne. Der er derfor heller intet fast manuskript. Forestillingen er et produkt af den kreative, kollektive forhandlingsproces.

Stemningsbillederne i SAUDADE er fortolket ”frit efter virkeligheden”. Fortællingerne, som de udspringer af, stammer fra de private gemmesteder, som findes rundt omkring i den offentlige verden. Internetfora, datingprofiler, blogs og andre sociale medier giver en ny mulighed for et indblik i nogle menneskers historie, som ellers sjældent bliver sat på orde eller får spilletid på teaterscenen.

SAUDADE er derfor en fortælling om alle menneskers historie. Den er fortællerens historie, læserens historie, skuespillerens historie, tilskuerens historie; ja, måske endda din.

Nordisk melankoli

Noget af det mest spændende i en forestillingsproces er, når kreative folk udefra kommer ind over projektet og giver deres fortolkning af temaer og stemninger.

GoatEatsBox har denne gang været så heldige at få grafikeren Søren Meisner til at designe PR-fotos og plakat/program. Søren har igennem en årrække stået bag performancegruppen XOFIAs visuelle koncepter og er til daglig indehaver af det grafiske designfirma Rød Font.

Til SAUDADE har Søren Meisner arbejdet med temaet melankoli i en nordisk kontekst. Vel er forestillingen inspireret af en sydeuropæisk musikgenre, men spændingen opstår netop, når stilen kombineres med lokalt særpræg. Ellers ender man hurtigt i distancerende kitsch. Det synes - bl.a. efter læsning af nu efterhånden en del blogs, forumindlæg og lignende - som om dramaet på vore breddegrader ofte er introvert. Urolige tanker. Ukonstruktive følelser. Angsten for at tabe fatningen og blive stemplet som et uligevægtigt menneske. Et tema der også går igen i den enkle scenografi og lyssætning og måske allermest i den langtfra sydlandskinspirerede lydside.

På PR-billedet ses derfor en kvinde fanget bag en mur af etiketter - egne og andres - og uden mulighed for at handle på sine følelser af frygt for at træde forkert.
Så er det lettere at gemme sig i en kølig, hvid skal.