
Skønt SAUDADE ikke indeholder Fado-musik, er denne genre alligevel en vigtig nøgle til forestillingen. Det var i mødet med den, at hele projektet begyndte.
O Fado er en populær portugisisk musikstil, som kan spores tilbage til 1800-tallet. Rødderne går dog efter sigende helt tilbage til tiden før Reconquistaen – den kristne fordrivelse af de muslimske maurere fra den iberiske halvø, som afsluttedes i 1492.
Det var i Lissabons fattige kvarterer Mouraria, Alfama og Bairro Alto, at genren blomstrede op.
Fadoen var da også oprindeligt de udstødtes sang, men den rummer elementer, som appellerer på tværs af alle sociale skel. Den beretter om ulighed, ulykkelig kærlighed, drømmen om noget andet og bedre og ikke mindst om den nostalgiske længsel, Saudade, efter fortidens storhed. Altsammen ledsaget af melankolske og dramatiske melodier.
